EUX BUSINESS
Den erhvervsfaglige studentereksamen

Studentereksamen og erhvervsuddannelse i ét

EUX Business, også kaldet Den Erhvervsfaglige Studentereksamen, er en ungdomsuddannelse, der kombinerer en studentereksamen med en erhvervsuddannelse inden for én af følgende brancher:

  • Kontor: for dig, der ønsker at arbejde med administrative opgaver i private eller offentlige virksomheder. Her lærer du om regnskab, bogføring, løn, revision m.m.
  • Handel: for dig, der vil arbejde med salg, indkøb eller logistik mellem virksomheder – det kan både være her i Danmark og på tværs af landegrænser.
  • Detail (Butik): branchen er for dig, der gerne vil gøre butikskarriere inden for fx mode, sportsudstyr, elektronik, kosmetik, bolig, bøger eller e-handel. Her er der fokus på salg af varer til alm. forbrugere.

EUX Uddannelsen giver dig samtidig studiekompetence, så du får adgang til at søge ind på en række videregående uddannelser.

EUX Business er for dig, der er sulten på livet. Du har drømme og ambitioner for din fremtid, og du ønsker en karriere med indflydelse og ansvar. Du er klar til et forløb, der stiller krav til din faglighed, og som forbereder dig til erhvervslivet – også med et internationalt perspektiv. Med en EUX Business er dine muligheder åbne. EUX uddannelsen er også for dig, som ønsker en lidt kortere vej ud i erhvervslivet, eller for dig, der endnu ikke har bestemt dig for, om du vil gå gymnasievejen eller tage en erhvervsuddannelse.

Hvad kan jeg blive med en EUX Business uddannelse?

EUX Business er en merkantil, erhvervsfaglig studentereksamen og den eneste ungdomsuddannelse, som både giver dig en erhvervsuddannelse og en studentereksamen. Du kan altså både vælge at få en elevplads i en virksomhed og du kan vælge at læse videre. Så du kan læse til alt fra finansøkonom til fysioterapeut – eller du kan gå direkte ud på arbejdsmarkedet.

Hvad er adgangskravet, for at jeg kan starte på EUX Business?

Du skal have mindst karakteren 2 i gennemsnit mundtligt og skriftligt i henholdsvis dansk og i matematik fra grundskolen.

Du skal være erklæret uddannelsesparat, hvis du kommer direkte fra grundskolen.

Du kan starte på uddannelsens 1. del (grundforløb 1) direkte efter folkeskolen (dog senest i august måned i det andet år efter, at du har afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse).

Er det mere end et år siden, at du forlod folkeskolen, skal du starte på uddannelsens 2. del (grundforløb 2). Så springer du altså grundforløb 1 over. Du kan også starte i grundforløb 2 allerede efter udløbet af det år, hvor du er gået ud af folkeskolens 9. eller 10. klasse.

Kan du læse videre med en EUX Business?

Ja! Med en EUX Business på Det Blå Gymnasium er din fremtid åben. Du får grundforløbet til din faglige erhvervsuddannelse, samtidig med at du får en gymnasial eksamen, som du kan bruge til at søge ind på en videregående uddannelse.

Fagretninger på EUX Business

En fagretning er dit valg af uddannelsesretning og består af en række fag, der er rettet mod det erhverv, som du ønsker at arbejde indenfor.

Du får hos os på Det Blå Gymnasium muligheden for specialisere dig inden for detail (butik) på EUX Detail linjen, du har muligheden for at specialisere dig inden for handel på EUX Handel linjen og slutteligt inden for kontor på EUX Kontor linjen. Dette er 3 efterspurgte uddannelser, når du skal ud at søge arbejde i en butik eller en virksomhed.

EUX Detail: Fagretningen retter sig mod uddannelsen som salgsassistent inden for forskellige specialer og med job i for eksempel sportsbutik, tøjbutik, supermarked eller som blomsterdekoratør.

EUX Handel: fagretningen retter sig mod uddannelserne som handelsassistent inden for Business to Business med specialer som salg, indkøb og logistik med job i for eksempel modebranchen, et byggemarked eller hos en autoforhandler.

EUX Kontor: fagretningen retter sig mod uddannelserne som kontorassistent inden for forskellige specialer som for eksempel administration, lægesekretær, advokatsekretær, rejseliv, økonomi, revision, spedition og shipping.

Hvilke fag får jeg på EUX Business?

På uddannelsens første to år får du fag som:

  • dansk
  • engelsk
  • matematik
  • samfundsfag
  • IT
  • afsætning
  • virksomhedsøkonomi
  • erhvervsjura
  • tysk
  • matematik
  • innovation
  • organisation

Får jeg SU eller løn på EUX?

Begge dele – du får SU, når du er fyldt 18 år og du går i skole, mens du får elevløn under elevtiden.

Hvornår kan jeg læse videre?

Efter de første 2 år kan du læse en kort videregående uddannelse, og efter alle 4 år kan du læse videre på universitet.