PÆDAGOGISK PROFIL
På Det Blå Gymnasium
Vi har på Det Blå Gymnasium en proaktiv skolekultur i den forstand, at vi kontinuerligt udvikler tiltag, som fremmer den enkelte elevs faglige og sociale trivsel med fokus på fastholdelse og gennemførsel.
Vi ser det som vores opgave at tilbyde eleverne en moderne uddannelse, der med fokus på elevernes kompetencer, gør dem klar til både videre uddannelse, til deltagelse på arbejdsmarkedet samt til aktiv deltagelse i et demokratisk samfund.
Eleverne oplever undervisningen som motiverende, aktuel og varieret. Den pædagogiske tilgang har fokus på anvendelsesorientering for at skabe en oplevelse af relevans, sammenhæng og meningsfuldhed hos eleverne.
Gennem personlig kommunikation og tætte relationer mellem såvel eleverne som mellem elever og medarbejdere sikrer vi den gode sammenhængskraft, der ofte kendetegner en mindre skole. Eleven er i fokus, og elevens læring og læringsproces er helt centralt for alt, der foregår i undervisningen. Læreren planlægger undervisningens indhold under hensyntagen til den konkrete elevgruppes læringsbehov.